Snorker du eller din partner?

Langt de fleste mennesker oplever, at de snorker på et tidspunkt i livet. Det er mest almindeligt hos mænd, men der er også mange kvinder, der snorker.

Forekomsten af snorken er stigende med alderen. I nogle tilfælde kan snorken være til gene eller direkte føre til alvorlige helbredsproblemer. Dårlig søvn, familiære problemer og søvnapnø er blandt de vigtigste problemer, som snorken kan medføre.

Det er derfor altid nødvendigt at søge lægehjælp, hvis du døjer med snorken og ikke selv kan få bugt med problemet.

Søvnapnø kan give følgesygdomme
Snorken kan være forbundet med søvnapnø, som medfører en øget risiko for alvorlige følgesygdomme som slagtilfælde, forhøjet blodtryk og hjerteinfarkt. Søvnapnø skal derfor altid udredes og behandles for at undgå disse alvorlige sygdomme.

Børn kan også snorke, og det kan skyldes hævede mandler. Lægen vil kunne give dig nogle gode råd til selvhjælp, der er at foretrække frem for en eventuel operation eller behandling med iltmaske.

De fleste oplever at komme ud for at snorke, men det er sjældent et problem. Men hos cirka ti procent udvikler snorken sig mere alvorligt end det normale, og så kæver det behandling.

Symptomer på snorken
Snorken kan føre til dårlig søvn både for den, der snorker og for hans eller hendes omgivelser. Derfor kan de, der snorker, døje med træthed i løbet af dagen, og det kan være generende i sociale sammenhænge.

Det er ikke unormalt, at man har ondt i næsen eller halsen efter snorken. Nogle af dem, der døjer med snorken, har også vejtrækningsstop og meget anstrengt søvn, såkaldt søvnapnø.

Dette er en tilstand, hvor man holder op med at trække vejret i korte, men hyppige perioder, mens man sover. Det medfører et reduceret oxygenniveau i blodet, hvilket giver øget risiko for de nævnte hjerte-kar-sygdomme, og som efterhånden yderligere reducerer søvnkvaliteten.

Behandling og forebyggelse af snorken
Snorken kan ofte afhjælpes, hvis man sover på siden, undgår alkohol og sovemedicin, holder op med at ryge, og taber sig, hvis man er overvægtig. Hvis dette ikke hjælper, kan en CPAP åndedrætsmaskine (se senere), snorkeskinne eller operation blive nødvendig.

Vægttab er det mest effektive tiltag for overvægtige. Snorken forekommer oftest, når man sover på ryggen, og derfor bør man prøve at undgå det.

Et velkendt hjælpemiddel er at sy en lomme med en tennisbold på ryggen af pyjamassen for at gøre det tilpas ubehageligt at ligge på ryggen, så man instinktivt vender sig om på siden, selv om man sover.

Åndedrætsmaskiner forøger trykket i luftvejene
Dersom snorken er et alvorligt problem, specielt i forbindelse med søvnapnø, kan det blive aktuelt at benytte en åndedrætsmaskine i form af en CPAP (Continuous Positive Airway Pressure).

En CPAP er en maskine, der sørger for øget tryk i luftvejene, så man forhindrer, at de falder sammen. Dette medfører ofte en god kontrol over personens snorken, men bliver ikke altid godtaget af patienten, da masken kan opleves ubehagelig.

Snorkeskinner åbner for luften
Man kan også forsøge sig med en snorkeskinne. Snorkeskinnen bliver fremstillet i samarbejde med tandlægen.

Snorkeskinnen sørger for, at kæben bliver trukket fremad, og åbner passagen for luft i svælget. Men en snorkeskinne er dog ikke lige så effektiv som en CPAP.

Kirurgisk behandling
Hos nogle kan der være strukturelle årsager til, at de snorker. Det kan dreje sig om en stor tunge eller store/hævede mandler. Og der kan være reduceret passage gennem næsen, hvilket ofte skyldes polypper eller en skæv næsevæg.

I disse tilfælde kan det være nødvendigt med en operation, og man kan benytte sig af mange forskellige kirurgiske indgreb.

Kirurgisk behandling vil ofte føre til en bedring, specielt den første tid, men efter nogle år kan problemet vende tilbage.

Mature couple doing online shopping at home

Oversigt over mulige tiltag

  • Vægttab
  • Rygestop
  • Undgå alkohol
  • Undgå at sove på ryggen
  • Undgå sovemedicin
  • Åndedrætsmaskine (CPAP)
  • Snorkeskinne

Undersøgelse og diagnostik
Snorken kan diagnosticeres efter en samtale med lægen, gerne sammen med en eventuel partner. I nogle tilfælde er det nødvendigt med en henvisning til et søvnlaboratorium.

For at diagnosticere snorken, vil lægen spørge til dine problemer med snorken, og da kan det være godt at have en eventuel partner med.

I samtalen med lægen er det vigtigt at undersøge, om du har pauser i vejrtrækningen i løbet af natten, og i så fald hvor ofte de forekommer. Hvis det er usikkert, om der er pauser i vejrtrækningen, og man døjer med problemer som træthed om dagen og koncentrationsbesvær, kan der være behov for en henvisning til et søvnlaboratorium.

I et søvnlaboratorium vil man blive overvåget, mens man sover, oftest for at undersøge om der forekommer søvnapnø. Endvidere er det normalt at undersøge næse og svælg for at se, om der er efter åbenlyse forsnævringer.

En blodprøve kan være aktuel for at undersøge, om der foreligger anden sygdom. Fx lavt stofskifte, der kan føre til, eller forværre, snorken.

Søvnovervågning
Snorken forekommer ved dyb søvn, når musklerne i kroppen, også dem i svælget, bliver så slappe, at det bløde væv begynder at vibrere.

Det er så udbredt at snorke, at det regnes som et normalt fænomen. Et snævert svælg eller en snæver næse anses for den mest almindelige årsag til snorken.

Snorkelyden dannes som regel ved vibrationer i det bløde væv i den bageste del af ganen, den bløde gane (inklusive drøbelen). Når man undersøger mundhulen, kigger man efter overbid, store mandler, stor tunge, og/eller stor drøbel.

Eventuelle fund vil kunne afgøre, hvilke tiltag, der bør sættes i gang. Det er også vigtigt at undersøge årsagerne til en forsnævret passage gennem næsen, da også dette er forbundet med snorken. I næsen kan man se efter en skæv næsevæg, polypper, og for store mængder blødt væv i den bageste åbning af næsen.

Snorken på grund af overvægt
Overvægt anses som en meget vigtig faktor, når man vurderer snorken. En øget halsomkreds grundet overvægt kan føre til, at luftvejene bliver trykket sammen.

Som regel vil man opleve mindre snorken, eller at ens snorken helt forsvinder, hvis man taber sig.

Alkohol og sovemedicin
Alkohol og sovemidler virker afslappende og kan medføre, at muskulaturen i hele kroppen slapper mere af end normalt. Dette gælder også musklerne i svælget og i luftvejene.

Det er grunden til, at fx alkohol er forbundet med en øget tendens til at snorke. Det anbefales, at man ikke benytter sovemedicin, og man bør ikke nyde alkohol om aftenen.

Prognose
Snorken er et problem, de fleste oplever fra tid til anden. Hos nogle er det nødvendigt med medicinsk behandling for at få kontrol med problemet.

Det findes effektive behandlingsmetoder for alvorlige problemer med snorken. Hvis man følger behandlingsplanen, vil man i de fleste tilfælde kunne få kontrol med problemet.

Det er ikke nemt at kurere snorken, men man kan gøre meget for at forhindre det i situationer, hvor det er nødvendigt.

Fakta om snorken

  • De fleste oplever at snorke på et tidspunkt i livet. Det forekommer oftest hos mænd, men også mange kvinder snorker.
  • Forekomsten af snorken stiger med alderen. Også børn kan snorke.
  • I nogle tilfælde kan snorken være til gene eller direkte medføre problemer med helbredet.
  • Snorken kan være forbundet med søvnapnø, der er et syndrom med øget risiko for hjerte- karsygdomme. Søvnapnø bør udredes og behandles.
  • Vægttab og andre råd til bedre livsstil kan hjælpe mange. Men nogle har brug for yderligere behandling, som åndedrætsmaskine eller snorkeskinne.
  • Operation kan være nødvendig for nogle, for at sikre en bedre passage af luftstrømmen.

Man using cellphone with woman reading newspaper at home